![]() |
Hop til Indhold
Døvblindehuset har fået midler fra Center for Døves interne udviklingspulje til et projekt omkring narrativ dokumentation i arbejdet med døvblindfødte voksne.
Sigtet med projektet er at kvalificere og berige den daglige dokumentation, således at der fremover skal være mere fokus på den enkelte medarbejders subjektive beskrivelse af samværet med borgeren – mere som en historiefortælling.
Den daglige dokumentation kan blive et aktivt redskab, hvor de enkelte pædagoger gennem deres subjektive fortællinger kan være med til at sætte fokus på de pædagogiske processer og den pædagogiske faglighed.
Tavs viden bliver til kendt videnDen ofte tavse viden, der findes i mange relationer mellem borgeren og den professionelle, hvor subjektive tilgange både fra borger og pædagog er afgørende for kvaliteten af partnerskabet og den individuelle pædagogiske indsats, får her en mulighed for at komme op til overfladen.
Her kan den blive til spredt og kendt viden, som kan påvirke og udvikle den samlede pædagogiske indsats – lidt på samme måde som en videoanalyse, blot gennem det skrevne ord.
Den narrative metode giver således mulighed for at kvalificere dokumentationen, så vi gennem evaluering og bearbejdning af "fortællingerne" kan dokumentere praksis ud fra en processuel tilgang med fokus på det pædagogiske og væk fra en mål- og resultatorienteret tilgang.
Øge borgerens evne til at navigere i eget livForventningen er, at det narrative arbejde kan øge borgerens evne til at navigere i egen tilværelse mellem mange professionelle, og at borgerens egen stemme kan komme mere tydeligt til udtryk, fordi den pædagogiske indsats bliver dynamisk og hele tiden justeres i forhold til fortællingernes udsagn. Den overordnede hensigt er, at såvel det personlige som det samlede pædagogiske partnerskab med borgeren skal udvikle og kvalificere de pædagogiske indsatser i Døvblindehuset.
Projektet løber fra september 2011 til oktober 2012.
|
|
![]() |
![]() |