Tegnsprogstolkning – sygehus og sundhedsvæsen

Tolken kender ikke nødvendigvis den døve patient og har heller ikke et nærmere kendskab til selve sygdomsforløbet. Tolken har tavshedspligt.

For at sikre at informationer om sygdom og behandling udveksles korrekt og forståeligt mellem behandleren og den døve borger, bør en tegnsprogstolk være til stede.

Sygdom og kontakt med sundhedssystemet kan opleves som en stor belastning, og under de forhold kan det være særligt vanskeligt at kommunikere via tolk.

Derfor er det oftest en fordel at afsætte længere tid til en samtale med en døv eller døvblind patient end normalt.

Tolken er udelukkende formidler

Tegnsprogstolken tolker så præcist og loyalt overfor budskabet som muligt, uden at blande sig i samtalen. Alt tolkes direkte. Også samtaler mellem læge og sygeplejerske eller brug af diktafon, som en hørende patient ville opfatte.

Selvom der er tolk til stede, er det altid en god idé at supplere samtalen med notater omkring de vigtigste informationer som fx medicintype og dosis m.m.

Tegnsprogstolkning adskiller sig fra almindelig sprogtolkning

En tegnsprogstolk tolker simultant til forskel fra fremmedsprogstolke, der i en lignende samtalesituation tolker konsekutivt. Det betyder, at du kan tale i det tempo, du plejer. Det er tolkens ansvar at få tolket alt og afbryde, hvis det bliver nødvendigt. Men spørg gerne, hvis du er usikker på, om budskabet er blevet forstået korrekt af patienten.

Tolkens placering i lokalet er vigtig

Øjenkontakt er et meget vigtigt element i tegnsprog. Når tolken også får en stol til rådighed, kan den døve borger og tolken bedre kommunikere i øjenhøjde.

Tolken placerer sig typisk ved siden af behandleren – overfor den døve borger. Denne placering gør det lettere for borgeren at aflæse både tolkens tegnsprog og den talendes kropssprog og mimik. Hvis borgeren er sengeliggende, stiller tolken sig gerne ved hovedgærdet.