Center for Døve er landets største leverandør af serviceydelser til døve, døvblinde og svært hørehæmmede personer (bl.a. CI-brugere).
Center for Døve yder pædagogiske, sociale og psykologiske tilbud med udgangspunkt i etablerede tegnsprogsmiljøer og med medarbejdere, som har høj tegnsprogskompetence og specialviden om døve og døvblindes særlige vilkår.
Center for Døves virksomhed omfatter døgn-, dag- og fritidstilbud, Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, STU, samt rådgivning, vejledning, rehabilitering, udredning, tolkeservice og kursusvirksomhed.
Startede i 1869 - i dag landsdækkende
Målgrupperne for tilbuddene er døve, døvblinde, svært hørehæmmede (bl.a. CI-brugere) samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.
Center for Døves historie rækker tilbage til 1869. I dag har Center for Døve omkring 600 medarbejdere og dækker hele landet med tolkekontorer og konsulentkontorer i Aalborg, Aarhus, Fredericia, Odense og København.
Centerets sociale tilbud ligger i Nyborg, Nærum, Glostrup og Gladsaxe, hvor også Center for Døves administration ligger.
Sociale, pædagogiske og psykologiske servicetilbud
Center for Døve har en række servicetilbud på det sociale, pædagogiske og psykologiske område, som omfatter:
Erhvervsdrivende fond til gavn for målgrupperne
Center for Døve er en erhvervsdrivende fond med udelukkende almennyttigt formål, hvilket betyder, at et eventuelt overskud bruges til virksomhedens drift og videre udvikling af tilbud.
Center for Døves centrale værdigrundlag bygger på respekt og forståelse for døves og døvblindes sprog og kultur. Vi mener, at dette er forudsætningen for at udvikle og drive virksomhed til gavn for døve og døvblinde.
Kommunikation har højeste prioritet i arbejdet
Center for Døves medarbejdere anvender den kommunikationsform, som borgerne har behov for. Det er oftest tegnsprog, eventuelt i taktil form eller på anden måde tilpasset den enkelte borgers forudsætninger. (Se faktaark om tegnsprog for mere information om dette.)
Dansk tale, hvor der tages særlige hensyn, anvendes over for personer, som har en hørerest (fx nogle døvblindblevne og CI-brugere).
Over for borgere med andre kommunikationsbehov benytter Center for Døves medarbejdere en række alternative og supplerende kommunikationsformer.
En del af Center for Døves medarbejdere er selv døve tegnsprogsbrugere.