episode 15: Sundhed og socialpædagogik
Download episode 15 som pdf
Bettina
Velkommen til Et kvarter med CFD, hvor vi denne gang er taget til CFD Nyborg for at tale med Jeanette Vestergaard Dørr. Hun spiller en helt særlig rolle i hverdagen her i CFD Nyborg, fordi hun både har en uddannelse som SOSU-assistent og som socialpædagog.
Det er rigtig dejligt, at vi måtte kigge forbi, Jeanette. Klokken er jo lige lidt over et nu. Og hvordan har din arbejdsdag set ud indtil nu?
Jeanette
Jeg er startet dagen i dag, som jeg gør de fleste dage, med at gå på kontoret først. Og herinde læser jeg dagbøger på alle de borgere, der er her på Skaboeshusevej. Der har jeg altid fokus på at læse på de sundhedsfaglige notater. Om der er nogle ting, jeg skal være opmærksom på.
Ting, som er sket siden i går, da jeg gik hjem, eller ting, som er sket i går, jeg følger op på i dag. Det kan være en borger, der er blevet syg, eller en borger, der har fået ondt et eller andet sted. Observationer fra pædagoger, som har set noget omkring en borger, nogle røde øjne, eller en, der halter, eller et eller andet. Jeg har også fokus på, om morgenen at gennemgå alle notaterne, om de er dokumenteret de rigtige steder. Altså om de står i den sundhedsfaglige plan, hvis det er nogle ting, der skal være der, og ikke i den almindelige dagbog.
Derefter så går jeg ud og siger godmorgen i alle afdelingerne. Det er egentlig godmorgen både til borgerne og til medarbejderne. Det er noget, jeg altid gør, også selvom der ikke er noget sundhedsfagligt, når jeg går. Men det er med til, at jeg ligesom får nogle gode relationer, både til borgerne og medarbejderne, som er en rigtig vigtig del af hele den her opgave. Det er også en morgenrunde, hvor jeg lige bruger noget tid på at danne mig et overblik over nogle udfordringer, der kan ligge, som ikke lige er til at læse i en dagbog, men det kan også være nogle problemstillinger, der måske kan komme frem i løbet af dagen.
Det kan være, at der er noget sygdom i et hus ved en af medarbejderne, og der måske er nogle sundhedsfaglige indsatser. Det kan være et lægesøg. Det kan være svært at dække ind, hvis man ikke er mandskab nok. Giver det så mening, at jeg tager med borgeren i stedet for? Så kan det være en opgave, jeg varetager lige den her dag. Det kan også være noget planlægning sammen med medarbejderne, som skal afsted til det her lægesøg.
Altså at klæde medarbejderen på til, hvad de egentlig skal afsted til. Og det gør vi også for at støtte borgerne bedst muligt, så medarbejderne selv er opmærksomme på, hvad det egentlig handler om, at de skal følge den her borger til.
Bettina
Spændende. Du har allerede løst en hel masse opgaver og haft fokus på forskellige indsatser, og det er jo helt tydeligt, som vi sidder her og taler. Du er ansat på et socialpædagogisk tilbud, du har en baggrund som SOSU-assistent og som socialpædagog. Vil du ikke fortælle lidt om, hvilke overvejelser du selv gør dig i forhold til kombinationen af de to uddannelser.
Jeanette
Jo, altså jeg kombinerer det jo dagligt. Og det gør jeg jo på mange forskellige måder, men en af måderne er jo fx, når jeg møder en borger, som har det dårligt. Borgerne kommer tit til mig og vil gerne snakke om et eller andet, som regel er noget, der er dårligt. Men hvad er det egentlig at være dårlig?
Det har mange af borgerne egentlig svært ved sådan rigtigt selv at sætte ord på. Så det her med at komme og sige, at jeg har det dårligt, det kan også tit være noget... altså de kommer som noget fysisk, men egentlig kan det oftest også være noget psykisk. Tit og ofte handler det i hvert fald om noget utryghed og noget usikkerhed, der ligger i borgerne, som de har brug for, at vi lige snakker igennem.
Bettina
Er det der, hvor du så spiller ind med det pædagogiske?
Jeanette
Ja, lige præcis. Det er nemlig her, jeg bruger det pædagogiske, hvor jeg ligesom kommer ind omkring borgerne for at lytte lidt til dem, for at rumme alt det, som de har af ting, som der frustrerer dem, eller som de er bange for. Og så får man lidt det her overblik og prøver at skabe en forståelse for dem og en mening i det, som de egentlig kommer med.
Og så er det selvfølgelig her, at jeg kan bruge min sundhedsfaglige viden til at gå ind og snakke lidt om de symptomer, de faktisk kommer med. Og mange gange kommer de jo med nogle ting, altså mange gange, gentagne gange, hvor man nemt ligesom kan sige, kan du huske, hvad lægen sagde sidst? Vi lavede den her plan med lægen. Det, du fortæller mig, det er bare mega godt forklaret, for det er lige præcis det, som lægen godt ved. Så den her måde at få snakket ind i, at det er helt okay at have den her følelse, for den er fuldstændig rigtig, men den er ikke farlig. Og så ligesom at få dem anerkendt, at det er superflot forklaret. Og så kan vi som regel komme videre lidt derfra.
Og så kan vi, nogle af dem har jo nogle processer i gang, hvor vi kan gå ind og kigge på det, og så sige, jamen vi har jo de her tider, det er opfølgende i mellemtiden, skulle vi gøre sådan og sådan og sådan. Og det er i hvert fald noget af det, hvor jeg mærker, at det giver en rigtig god kombination af de her uddannelser. Så jeg møder borgeren der, hvor de er, men samtidig måske også kan hjælpe dem videre eller få opstartet en behandling, hvis det er det, der er behov for.
Bettina
Kan du knytte et par ord på, hvordan dine kollegaer bruger dig?
Jeanette
Jeg skulle til at sige næsten på samme måde, det gør de ikke, men de trækker mig også ind, hvis det er, at det kan være en borger, som også har det svært i en morgen. Kan ikke rigtig komme videre, fordi det gør ondt alle steder i kroppen.
Så kan det nogle gange hjælpe, at jeg lige kommer ned og snakker lidt med borgerne og ser, at alt egentlig er okay og et kram er også nogle gange rigtig godt. Og så kan vi alle sammen komme videre og få en god dag. Og nogle gange er der nogle ting, hvor jeg ligesom kan vejlede pædagogerne og sige, at det her, det ser helt reelt ud, og borgeren har det her, og jeg kan også se, at der er noget, der ikke er, som det plejer at være. Det må vi lige have en læge til at kigge på, eller hvad skridtet kan være i den.
Bettina
Spændende. Det giver god mening, kan jeg høre, at kombinere de to. Og din rolle her i CFD i Nyborg virker også til at være meget tydelig, når både kollegaer og de, der benytter tilbudene her, ved, at det er dig, de kan gå til.
Jeanette
Ja, helt bestemt. Vi har et rigtig godt samarbejde, og vi er rigtig gode til at bruge hinanden her.
Bettina
Er det også sådan, at du underviser dine kollegaer en gang imellem?
Jeanette
Jeg kører egentlig både undervisning til kollegaer her. Det gør jeg meget, når der kommer nogle nye tiltag eller nogle nye processer, som skal startes op i et eller andet. Det kan egentlig både være en arbejdsopgave, som man rent praktisk skal ud at lave noget i, men det kan også være noget i forhold til vores systemer, som gør, at man har brug for noget ekstra oplæring omkring det. Og så tager jeg meget gerne rundt på personalemøderne her og er med nogle timer der, prøver at undervise på forskellige måder, så det giver mening for de medarbejdere, der er med til det.
Og så har jeg jo den hele anden side, hvor jeg underviser, kan man sige, generelt i CFD. Der underviser jeg i de sundhedsfaglige instrukser, og de er jo lavet på baggrund af den sundhedslovgivning, vi har. Der underviser jeg sammen med en kollega fra Søborg af, hvor alle medarbejdere, både nye, men også medarbejdere, som ikke har haft den her undervisning, de skal deltage i det. Og det er en undervisning, vi holder en til to gange om året.
Og det er sådan et sted, hvor vi forsøger at prøve at lave et overblik over den lovgivning, der er på sundhedsområdet, og det, som vi faktisk som socialpædagoger også skal gøre, og vi skal følge det. Så hvordan gør vi det, og hvordan gør vi det igennem det dokumentationssystem, vi har? Og hvad er det ellers, vi skal være opmærksomme på i vores daglige dag i forhold til at arbejde med vores borgere?
Bettina
Men har du tid og lov til, havde jeg nær sagt, til selv at starte indsatser op? Hvis nu du får øje på, altså for eksempel her i CFD Nyborg, der er der jo rigtig meget fysisk arbejde. Kunne du lave en eller anden indsats omkring udstrækning, eller hvad vil jeg efter hårdt fysisk arbejde? Er det sådan, du også kan arbejde, eller er det en anden type sundhed, som du har fokus på?
Jeanette
Altså generelt, så tager vi altid og drøfter tingene herude, inden vi starter sådan lidt større ting op. Hvad giver mening for det? Så jeg kan sagtens trækkes ind, eller få øje på noget, hvor vi drøfter det. Kunne det her give mening? Meget af det omhandler egentlig vores, kan man sige, borgerkontakten her. Så hvordan kan vi optimere og sikre det, vi gør omkring borgerne? Og hvordan kan pædagogerne føle sig trygge i det, de gør? Og det er sådan lidt det, der er min kerneopgave i at støtte omkring alle de ting her. Fordi det er en meget, meget stor opgave, og vi har rigtig mange borgere hernede.
Altså lige bare her på Skaboeshusevej er der 35, som alle har noget forskelligt. Det er ikke kun autisme, eller et syndrom eller en psykiatrisk lidelse. Der er mange, der har nogle ekstra sundhedsfaglige udfordringer eller diagnoser. Vi har rigtig meget diabetes, astma, allergier, KOL, epilepsi, hjerte, lunge, alverdens ting og sager, som tager rigtig meget med sig, og det kræver rigtig meget kontrol, og det kan være rigtig svært og udfordrende for pædagoger at stå i.
Fra min side handler det ved at være bevidst om, at medarbejderne jo ikke er sundhedsfagligt uddannet, men vi har rigtig, rigtig mange krav om, at vi skal vide rigtig meget sundhedsfagligt. Så det her med at have en respekt for, at vi har forskellige fagområder, den gør i hvert fald, at det er nemmere at tilpasse kravene og den undervisning og oplæring, der er til medarbejderne. Så det handler rigtig meget om for mig at møde medarbejderne, hvor de er, og tage fat i det der, så det kan give bedst mulig gavn for vores borgere, og de også er trygge i det.
Bettina
De mennesker, der bor her på Skaboeshusevej, er det nogen, der selv kan tage deres medicin, eller får de hjælp og støtte til det? Når de vågner om morgenen, så skal de have epilepsimedicin, eller hvis man har diabetes, så skal insulinen reguleres, ikke? Er det noget, som de altid får støtte til?
Jeanette
Mange af dem. Langt de fleste. Der er nogle enkelte, hvor man har været inde og vurdere, og oftest er det jo en vurdering sammen med lægen, eller det er det jo altid i det arbejde, vi laver, at det her er noget, de selv kan varetage, hvis man synes, de har de forudsætninger, de har. For som udgangspunkt skal borgerne jo også varetage alle de ting, de kan selv, hvis det giver mening for dem. Så vi har rigtig mange støtteprocesser, hvor vi går ind og hjælper med at sige, nu skal vi have medicinen, værsgod, eller insulin, vi skal dreje op på to enheder, eller hvordan det kan være. Men alle de elementer, de kan i de her processer, dem skal de selv have lov at gøre. Så der er rigtig mange ting i det.
Bettina
Jeanette, hvordan oplever du selv, at det er en stor fordel, at du kan kombinere det sundhedsfaglige med det socialpædagogiske i et døgntilbud?
Jeanette
Det er lidt det her med, at mange borgere bliver hurtigt utrygge, når vi snakker om det her sundhedsområde. Hvad er det, jeg fejler? Er det farligt? Hvad betyder det for mig? Og måske er det også borgere, der ikke altid kan få det sagt. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi kommer hele vejen rundt og sikrer, at borgerne får det bedste udgangspunkt.
Og det er her, jeg føler, at jeg kan skabe en tryghed for borgerne, fordi jeg ved i hvert fald som udgangspunkt mere om det sundhedsfaglige område, end rigtig mange af medarbejderne har. Eller også har jeg i hvert fald et rigtig godt udgangspunkt i at undersøge det lidt nærmere og har måske nemmere ved at finde en lidt hurtigere løsning til dem eller en hurtigere forklaring på, hvad det egentlig er, fordi jeg ligesom ved måske, hvad man skal trække på.
Så den pædagogiske baggrund, den er jo god for at være sikker på, at borgerne er med og at de forstår så meget som muligt i forhold til deres eget liv. Det er jo deres liv, at vi står med her. Så at have dem med på alle de måder, vi kan, og det kræver jo mange forskellige ting, afhængig af, hvad borgere vi har med at gøre. Nogle har jo brug for rigtig meget støtte i forhold til, altså visuelt, hvad er det, vi skal? Måske kan vi ikke fortælle, hvorfor vi skal, men nogen kan vi også godt fortælle, hvorfor vi skal, også på en visuel måde, med billeder og alle de her ting.
Bettina
Hvordan satte I her i CFD Nyborg gang i den her kombination af de to fagligheder, som du har?
Jeanette
Jamen, for mange år siden efterhånden, der begyndte jeg at læse til pædagog, og der mødte jeg en kollega, som arbejder her endnu også, og vi begyndte at skrive nogle opgaver sammen, og flere af dem, de kom til at foregå herude. Så fik jeg lidt kendskab til CFD, og tænkte, det skal jeg da prøve noget mere af. Og ja, det er så 10 år siden, at jeg blev fast ansat herude, og de første tre år, der var jeg egentlig pædagog i det ene hus, og der så jeg rigtig mange udfordringer inden for det sundhedsfaglige område. Altså en masse opgaver omkring borgerne, som jeg tænkte, dem kan vi godt løse bedre og gøre bedre for borgernes skyld.
Og efter en længere proces og en masse samtaler med ledelsen, så prøvede vi at lave en stilling med fokus på det her sundhedsområde. Og det var egentlig sådan, det startede. Vi kunne se ret hurtigt, at det gav virkelig god mening og behov. Det var stort både for borgerne og for medarbejderne. Og så siden har det udviklet sig meget. Så i dag handler det jo også ret meget om at kvalitetssikre og vidensdele, og følge med i lovgivningen, implementere nye ting og processer, som vi også har været lidt inde over. Og så i hvert fald også at få skabt noget tryghed omkring hele det her arbejde for medarbejderne, så de også kan give noget tryghed for borgerne.
Bettina
Og der var du så allerede uddannet som SOSU-assistent, da du gik i gang med at læse på pædagoguddannelsen?
Jeanette
Ja, det er jo efterhånden mange år siden, jeg blev assistent og arbejdede både inden for psykiatri og med demens. Og så har jeg arbejdet inden for akut ortopædkirurgi. Så jeg har sådan lidt bred vifte af nogle forskellige ting, jeg har været inde over. Og selvfølgelig også noget af det, jeg har kunnet bruge rigtig meget hernede i hele det daglige arbejde med borgerne.
Bettina
Vi er ved at være færdige. Et kvarter med CFD er ved at være slut. Hvad skal du så afsted at lave nu?
Jeanette
Jeg har nogle enkelte små opgaver sammen med en borger, som ved, at jeg kommer ned til dem lige om lidt. Og så har jeg lige et par enkelte ting, jeg kan nå at forberede til et personalemøde senere på ugen, hvor vi lige skal gennemgå nogle ting omkring sundhedsfaglige planer.
Bettina
Du sætter uden tvivl et stort og positivt aftryk i andre menneskers liv, både dine kollegaer og også i de mennesker, der er tilknyttet CFD i Nyborg. Tusind tak, fordi vi måtte bruge lidt af din tid og kigge forbi.
Jeanette
Selv tak.
Bettina
Det var alt for denne gang i Et kvarter med CFD. Hvis du vil vide mere om det sundhedsfaglige og socialpædagogiske arbejde, der foregår i CFD i Nyborg, så er du velkommen til at kontakte Jeanette på jvs@cfd.dk.
Vi håber, du vil lytte med igen næste gang. Du kan finde vores podcast de steder, hvor du normalt finder podcast. Eller også kan du holde øje med vores Facebook-side og vores hjemmeside. Her bliver alle episoder også slået op. Og hvis nu du synes om det, du har hørt, så må du meget gerne tippe andre, som også kunne være interesseret i at lytte med.