Spring til indhold

CFD Nærum søger SSA eller pædagog 

Vi vokser. Derfor har vi brug for dig! Er du udviklingsorienteret og dygtig? Har du lyst til at blive en del af et tilbud, hvor humøret er højt og den faglige stolthed stor?

Så er det måske dig, vi søger til et af vores døgntilbud i CFD Nærum.

CFD Nærum er et tilbud for voksne døve og døvblinde med en tillægsdiagnose (Såsom CP, multiple funktionsnedsættelser, skizofreni, autisme). Beboerne er visiteret fra hele landet, og derfor er der en bred samarbejdsflade. Vi er i alt ca. 90 medarbejdere inkl. vikarstab. Der er primært ansat pædagoger samt social- og sundhedsmedarbejdere. Herudover er der terapeuter og kollegerne i vores produktionskøkken.

CFD Nærum består af tre afdelinger med to døgntilbud (Døvblindehuset og Egebækhus) og et dagtilbud (Væksthuset) beliggende på to matrikler i naturskønne omgivelser i Nærum. CFD er en registreret socialøkonomisk virksomhed (non-profit), der har forskellige sociale tilbud i hele landet.

Arbejdsopgaver
Dine opgaver vil bestå af pædagogiske og sundhedsfaglige indsatser - herunder personlig hygiejne og pleje af de mennesker, der bor hos os. Du skal anerkende beboerens behov med respekt for dennes selv- og medbestemmelsesret. Og vi bliver svært begejstrede, hvis du kan motivere samt skabe glæde og udvikling både i og for fællesskabet.

Vi øver os hele tiden på at blive skarpere til at bruge vores dokumentation i en pædagogisk kontekst. Dette samt aktiv deltagelse i interne såvel som eksterne samarbejder er en væsentlig del af opgaveportefolioen. 

Vi tilbyder

Vi udgør et spændende specialområde med en god normering, hvor efteruddannelse prioriteres. Du vil indgå i et fællesskab med engagerede, ambitiøse og dygtige kollegaer, hvor høje forventninger går hånd i hånd med muligheden for at udfylde den faglige ramme.

Vi glæder os til at tage imod dig, og vi giver dig en ordentlig introduktion til arbejdspladsen og dine nye kollegaer på et døgntilbud med to sprog og dermed to kulturer. 

Her kan du læse vores værdifolder "Hænder der forstår".

Kompetencer
Du har en baggrund indenfor det socialpædagogiske eller sundhedsfaglige felt eller stor interesse herfor. Derudover forestiller vi os, at du er imødekommende, empatisk og nærværende overfor beboere, pårørende og kollegaer. Du er initiativrig og ikke bange for at byde ind med nye ideer. Du kan udarbejde pædagogiske handleplaner og arbejde målrettet med dem.

Det er en selvfølge, at du arbejder selvstændigt, teambaseret og tværfagligt – men der er nok en af tingene, du gør bedre end andet. Det glæder vi os til, at du uddyber i din ansøgning. Og hvis du har erfaring med medicinadministration samt kørekort, er det ikke en ulempe.

Kommunikation
CFD Nærum er en tosproget arbejdsplads med dansk og tegnsprog.

Det er ikke en forudsætning, at du kan tegnsprog; men da beboerne/brugerne og knap halvdelen af medarbejdernes primære sprog er tegnsprog, er det en fordel, hvis du allerede kan tegnsprog eller har erfaring med visuel kommunikation. Hvis du ikke kan tegnsprog i forvejen, er det et ufravigeligt krav, at du er indstillet på lære det på CFD's interne tegnsprogskurser.

Ansøgning og ansættelse
Det vil være en ret god idé, at du har besøgt vores hjemmeside og læst nærmere om CFDs tilbud i Nærum, da vi forventer, at du har taget stilling til, hvilken afdeling du søger og angiver det tydeligt i din ansøgning.

Du er også velkommen til at kontakte daglig leder fra Døvblindehuset: Ulrik Vibæk, tlf. 2323 8616 eller e-mail. Ansøgning sendes med CV og uddannelsesdokumentation til Ulrik. Samtaler afholdes løbende.

Ansættelse efter aftale

Løn og arbejdsforhold efter gældende overenskomst

CFD

CFD er en non-profit registreret socialøkonomisk virksomhed.

Det betyder, at alle indtægter går til at drive og udvikle vores tilbud til gavn for borgere, der er døve, døvblinde eller har et høretab, og som også kan have yderligere funktionsnedsættelser.

På den måde er vi med til at sikre hverdagen og livskvaliteten for de borgere, der benytter sig af CFD’s tilbud.

Noget for dig?

Kig ind jævnligt for at se, om vi har en stilling, som passer netop til dig! 

Alle ledige stillinger bliver også slået op på vores Facebookside.

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning