Spring til indhold
Udendørs billede, der viser en parkeringsplads og nogle hvide bygninger. En af dem har CFD's logo på gavlen.

27-10-2017  |  Kurt Faber-Carlsen ny chef på CFD

Det er nu afgjort, at Kurt Faber-Carlsen efterfølger Bruno Madsen som chef på CFD den 1. november.

På sit møde 20. september tog bestyrelsen beslutning om at indstille til Gladsaxe Kommune at ansætte Kurt i stillingen. I henhold til CFD’s vedtæger skal Gladsaxe Kommune godkende ansættelsen af chefen på CFD, og det er nu sket.

Den 1. november overtager Kurt tøjlerne efter Bruno Madsen, som går på pension efter 20 år på CFD – heraf de sidste 16 som øverste chef.

Og Bruno Madsen er rigtig tilfreds med, at bestyrelsen har truffet denne beslutning: "Jeg tror, at den vil give et godt grundlag for en fortsat udvikling af CFD, som den er beskrevet i strategiplanen,” siger han.

En vis portion ydmyghed

Kurt Faber-Carlsen har været ansat på CFD i over ni år som chef for Sociale Tilbud. Han er uddannet socialpædagog, og inden han kom til CFD, havde han været leder og forstander i Københavns Amt og siden Høje Taastrup Kommune siden 1992. I 2014 blev han færdig med en MPA (Master of Public Administration) fra CBS.

Kurt siger om fremtiden: ”Det er med en vis portion ydmyghed, jeg snart vil sætter mig i chefstolen, ikke mindst fordi det er Bruno, jeg skal efterfølge som chef for CFD. Men jeg tænker, at det bliver en spændende og til tider arbejdstung opgave.”

Og han fortsætter: ”Heldigvis står jeg ikke alene med den. Chefgruppen, ledergrupperne på CFD, bestyrelsen, medarbejderne, samarbejdssystemet og de borgergrupper, CFD giver tilbud til, ser jeg som medspillende og medlevende i en chefs bestræbelser for at kunne leve op til CFD´s mission, fremtidige styrke og berettigelse. Sammen er vi CFD. Og jeg glæder mig til fremtiden sammen med alle.”

Kurt overtager tøjlerne den 1. november. Samtidig med at være chef for CFD skal Kurt fortsat være chef for Sociale Tilbud. Det betyder, at der skal foretages nogle ændringer i organiseringen internt på Sociale Tilbud, og det er et arbejde, der er i fuld gang.

Relateret indhold

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning