Spring til indhold
Forside af årsrapport 2025

01-06-2026  |  Året 2025 i CFD

CFD’s årsrapport for 2025 viser et år med høj aktivitet, solid økonomi og fortsat udvikling af specialiserede og højt specialiserede tilbud til mennesker, der er døve, har døvblindhed eller har andre kommunikationshandicap.

Året markerede samtidig første år i CFD’s strategiperiode 2025-2028 med de tre strategiske hovedretninger:

  • CFD er fremtidens specialiserede og højt specialiserede rådgivnings- og sociale tilbud 
  • CFD er brobygger
  • CFD er mange bundlinjer.

Blandt de forhold, som var fremtrædende i året, der gik, var:

Stabil økonomi og høj efterspørgsel på tilbuddene

CFD havde en omsætning på 313,7 mio. kr. og et positivt resultat på 9,5 mio. kr., en stigning på 5,5 procent i forhold til året før. Belægningen på både dag- og døgntilbuddene lå på over100 procent (hhv. 100,5 og 100,6 procent). I 2025 kunne vi i øvrigt indvie det helt færdigbyggede Døvblindehus i Nærum.

Videns- og samarbejdspartner

 CFD bidrog i 2025 aktivt til udvikling af ny viden indenfor vores områder. Det skete i form af blandt andet aktionsforskning, ph.d.-projektet Better CARE, udviklingsprojekter på døvblindeområdet, VISO-samarbejde, anvendelse af CFD’s udviklingspulje og eksterne partnerskaber.

Samfundsansvar, etik og bæredygtighed

2025 var Etikkens År, hvor hele CFD arbejdede med professionsetik. Samtidig fortsatte vi arbejdet med fokus på ESG, klima- og miljøregnskab, dataetik og ansvarlig drift. Rapporten fremhæver blandt andet, at CO₂-udledningen pr. årsværk blev reduceret med knap 18 procent i 2025 i forhold til året før, og at CFD forventer yderligere reduktion i 2026.

Direktør Kurt Faber-Carlsen siger:

”Jeg kan kun være glad for et år, som ikke kun har vist økonomisk stabilitet, men også budt på masser af faglig udvikling, både internt i CFD og i samarbejde med eksterne partnere. Jeg vil også gerne fremhæve CFD’s bestyrelse som aktivt medspillende og interesseret i udviklingen af CFD’s ydelser og virksomhedsprofil. En aktiv bestyrelse, der stiller sine kompetencer til rådighed for hele CFD, er af stor betydning for CFD’s placering som velfærdsvirksomhed i det fagfelt, CFD leverer ydelser i.”

Og økonomi- og administrationschef Jacob Rex Pedersen er enig:

”CFD har i 2025 leveret et stærkt økonomisk resultat, som giver os mulighed for fortsat at udvikle vores tilbud og investere i fremtidens CFD. Samtidig styrker vi det økonomiske fundament, så vi kan skabe de bedst mulige rammer for de mennesker, vi er til for. Med den solide drift og høje aktivitet, vi oplever på tværs af organisationen, har jeg tillid til, at vi også fremadrettet kan indfri de mål og ambitioner, som bestyrelse og ledelse har sat for CFD.”

Læs årsrapporten her.

Relaterede nyheder

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning