Spring til indhold
Social- og boligminister, Pernille Rosenkrantz Theil, står på en talerstol med mikrofoner foran sig.

12-09-2023  |  Undskyldning vedrører også CFD's målgruppe

Regeringen gav ved et arrangement mandag en officiel undskyldning til tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933-1980, der har været udsat for svigt, vold og andre overgreb.
Det var social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som gav den officielle undskyldning ved et arrangement på Comwell Bygholm Park i Horsens.

”De tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen har ventet længe på en undskyldning, som jeg er glad for endelig at kunne give på regeringens vegne. Det er skæbner og historier, som har berørt mig dybt, og som det er vigtigt, vi lytter på og lærer af. Derfor er det eneste rigtige også at give en undskyldning fra statens side til de mennesker, der i statens varetægt blev udsat for horrible overgreb, der også dengang var ulovlige,” siger hun i en pressemeddelelse.

Omkring 27.500 personer var anbragt i perioden fra 1933 til 1980. Særforsorgen, der også blev kaldt åndssvagforsorgen, havde ansvaret for borgere, som dengang blev betegnet for åndssvage. Det kunne være personer med en IQ på under 75, mennesker, der var døve, blinde eller havde et bevægelseshandicap. 

Anne Vikkelsø, som er chefjurist på CFD og forfatter til bogen ”CFD gennem 150 år”, siger:

”Vi ved, at mange døve tidligere kom under åndssvageforsorgen, hvis de havde andre handicap. Man overså simpelthen, at de heller ikke kunne høre, så det har været et alvorligt overgreb – oveni de andre der foregik, at de også blev frarøvet retten til et sprog. Derfor vedrører dagens undskyldning også de ældste af CFD´s borgere, som har prøvet at være anbragt på en af statens institutioner, inden de med særforsorgens udlægning fik mulighed for at komme ind i et tegnsprogsmiljø på CFD.”

En dokumentar er blevet lavet, hvor tidligere anbragte fortæller om et liv med overgreb, unødig brug af magt som fiksering eller indespærring. En kvinde med både syns- og hørenedsættelse beretter blandt andet, hvordan hun kunne blive anbragt i isolation i dagevis. 

Dokumentaren bliver lagt på ministeriets hjemmesiden og er tekstet. Indtil da kan du streame og få en lille smagsprøve ved at se gårsdagens arrangement, som er tegnsprogstolket, og indeholder små bidder af dokumentaren.
 

Relaterede artikler

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning