Spring til indhold
To kvinde sidder ved et bord og taler tegnsprog

Inddragelse og sammenhænge i menneskers liv

Aktionsforskningsprojektet ”Viden i bevægelse” er godt i gang, og de involverede medarbejdere arbejder med de udfordringer, som optager dem hver især. Christa og Emilie, der begge er ansat i Døvblindehuset i Nærum, sidder en formiddag og taler om, hvordan det går, og hvad de oplever at have med sig efter, at de har siddet i reflekterende teams.

Christas fokus er på øget inddragelse af de mennesker, der bor i Døvblindehuset, og Emilie har fokus på de overlap, der er mellem medarbejderne i dagtilbuddet og medarbejderne i døgntilbuddet.

Lad os lave en kop kaffe sammen

De er enige om, at de begge har fået gode værktøjer med sig fra arbejdet i de reflekterende teams. Christa er blevet opmærksom på at betragte udfordringer på en anden måde, end hun er vant til. ”Det er altså svært at gå tilbage til sine kolleger og sige: Jeg ser det her som et problem, hvad gør vi ved det?”

Grunden til at Christa har fokus på øget inddragelse er, at hun oplever, at de som medarbejdergruppe nogle gange er for servicerende.

”Vi glemmer lidt at inddrage de mennesker, som vi er sammen med. Hvis der f.eks. er en, der gerne vil have en kop kaffe, jamen så laver vi som medarbejdere det. Eller hvis vi er løbet tør for kaffe, så suser vi ned i kælderen og henter det. Men hvorfor egentlig? Hvorfor siger vi ikke: ”Skal vi lave en kop kaffe sammen?” Eller ”Vi to går lige ned i kælderen og henter mere kaffe.”

Christas fokus er på i samarbejdet med kollegerne at få åbnet for en mere inddragende praksis, og hun er allerede i gang.

”Jeg greb det an, som jeg fik anbefalet i det reflekterende team, nemlig ved at sige: Hvad tænker I, når jeg siger inddragelse? Eller at mestre eget liv? På den måde får vi en mere udviklende og positive samtale.”

Jeg greb det an, som jeg fik anbefalet i det reflekterende team, nemlig ved at sige: Hvad tænker I, når jeg siger inddragelse? Eller at mestre eget liv? På den måde får vi en mere udviklende og positive samtale.

- Christa

Vi skal skabe sammenhænge i menneskers liv

Trods en fast struktur oplever Emilie alligevel udfordringer i overlappet mellem dag og døgn. Der er tre overlap i løbet af en dag. Som medarbejder i dagtilbuddet deltager Emilie i to overlap. Det ene er, når hun møder ind om morgenen, og det andet er, når hun får fri om eftermiddagen.

”Vi har med borgere med meget svære handicap at gøre, derfor er det vigtigt, at vi er gode til at overlevere informationer. Et eksempel er, hvis vi har været i svømmehal i løbet af dagen, så behøver mine kolleger på døgnområdet ikke at sørge for bad om aftenen. Det er faktisk vigtig information at give videre, og menneskerne her i Døvblindehuset kan ikke altid selv udtrykke det.”

Derfor arbejder Emilie sammen med den pædagogiske koordinator i huset om at forbedre skabelonen for at styrke fokus på, hvad der egentlig er vigtig information.

”Det handler også om, at vi skal interessere os lidt mere for hinanden. Vi er delt op på to etager og i døgn og dag, men vi er stadigvæk et hus, og efter at vi er flyttet over i det nye hus, er overlappene blevet knap så gode, så det skal vi have strammet op igen.”

Vi skal skabe gode sammenhænge. Og derfor skal vi prioritere overlap

- Emilie

Udover Christa og Emilie er der to andre medarbejdere fra Døvblindehuset, som deltager i aktionsforskningsprojektet. De fire holder fællesmøder om deres forskellige fokusområder, og de er enige om, at Emilies emne er så vigtigt for mennesker, der bor i Døvblindehuset, at overlap ikke er en kan-ting men en skal-ting.

”Vi skal huske at stå fast på vores fokuspunkter; kollegaer kan ikke vælge overlap fra, fordi de ikke lige synes, at de har tid. Overlap er ikke til diskussion,” siger Christa.

”Det er et spørgsmål om, at der skal laves tydelige aftaler om, hvem der går til overlap, og at det derfor prioriteres. Menneskerne her lever jo hele liv, og deres liv skal ikke deles op efter vores skiftende arbejdstider – vi skal skabe gode sammenhænge,” siger Emilie.

”Og derfor skal vi prioritere overlap” fastslår Emilie med stor opbakning fra Christa.

Der er plads til mod i CFD

Chef for Sociale Tilbud, Line Rishøj, er glad for måden, som de medarbejdere, der deltager i aktionsforskningen, har grebet det an på.

”Det, at de fire kolleger, der alle er medforskere i projektet, mødes og sparrer med hinanden er supergodt – og langt mere end jeg kunne ønske mig så tidligt i projektforløbet. Og så er jeg imponeret over, hvor godt deltagerne allerede er i gang med de prøvehandlinger, som blev formuleret på første loop. Jeg kan høre, at fagligheden bliver skærpet, og det er et af formålene med hele aktionsforskningsprojektet. Jeg er sikker på, at indsatserne kommer til at gavne de mennesker det hele handler om – nemlig dem, der bor i Døvblindehuset og benytter Væksthusets dagtilbud.”

Kontakt os

Kontakt os på viden@cfd.dk, hvis du vil vide mere om vores vidensområder, eller hvis du er interesseret i et samarbejde om udvikling af ny viden. 

Læs mere om samarbejde med CFD.

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning