Spring til indhold
To mænd sidder overfor hinanden på hver sin stol og taler sammen. bag dem er der en tavle med bogstaver på, man kan ikke læse, hvad der står.

24-06-2026  |  Huspoeter på spil i CFD

Aktionsforskningsprojektet ”Viden i bevægelse” har nu bevæget sig ind i tredje måned, og de 25 medarbejdere og ledere fra CFD Sociale Tilbud arbejder som medforskere i projektet videre med deres udviklingsønsker og forskellige tilgange til at få dem realiseret i den organisatoriske hverdagspraksis.

Ved sidste samling blev en ny metode introduceret, som en ekstra dimension på arbejdet med reflekterende teams, nemlig poetiserende bevidning. 

”Renovering af kælder. 
Det er vigtigt. Livsglæde for borgeren. Ikke skuffe borgeren.
Samarbejde med kollega. Hvad er hendes ideer? Hvad er mine?
Snak. Ja, hver anden uge.
Snak med leder. Økonomi. Penge, penge.
Altmuligmand og en arkitekt.
Snak. Snak. 
Jamen. Samarbejde, samarbejde. Arbejdstider. Udfordringer.
Samtaler. Indvielse af kælderen. Bånd klippes over. Ambivalent, ambivalent. I brug.
Samarbejde. Mange idéer. 
Vægte. Måtter. 
Projekter. Vendespil. Sækkestol, der krammer. 
Svært at få brugeren med. I stedet personalemøde.
Det må være sådan. Svært at spørge borgeren åbent. Ønsker, borger, samarbejde, hvordan. Bum, bum, bum, videre.”

 Poetiserende bevidning

Metoden går ud på, at en kollega lytter til dialogen om et udviklingsønske og noterer nøgleord fra den medforsker, der fortæller om sit udviklingsønske. Nøgleordene, der får form som et digt, læses op som afslutning på seancen af kollegaen, der agerer ”huspoet”. 

Digtet ovenfor er resultatet af sådan en proces. 

Metoden anvendes med det formål, at den enkelte medforsker oplever anerkendelse for sin indsats – anerkendelse som får ekstra vægt, idet det er ens egne ord, der anvendes. Anne Søbye, der er ekstern lektor ved Institut for Kultur og Kommunikation ved Aalborg Universitet, forklarer, at den enkeltes tilhørsforhold til fællesskabet i organisationen bestyrkes gennem poetiserende bevidning, og de relationelle bånd i organisationen forstærkes, idet medforskerne knytter forbindelser an til hinanden på nye, resonante måder. 

”Kontakten er ikke bare på produktionens domæne men får gennem den poetiserende bevidning netop en særlig æstetisk karakter, der bevæger os som mennesker,” siger hun og suppleres af sin kollega fra instituttet, lektor Lone Hersted:

”Der sker nemlig som regel dét, at begge parter bliver bevæget, og den enkelte medforsker kommer til at føle sig set, hørt og anerkendt som en vigtig bidragsyder til det organisatoriske fællesskab. Anerkendelsen er vigtig i arbejdslivet og er noget, som vi alle har brug for, og som styrker oplevelsen af mening, trivsel, fællesskab og tilhørsforhold på arbejdspladsen.” 

Anderledes måde var positiv oplevelse

Flere af medforskerne giver udtryk for, at det er en meget positiv oplevelse, på denne måde at få gengivet sin indsats med udviklingsønskerne. Flere fortæller, at de blev rørte over og glade for at modtage et bevidnende digt.

”Det er en meget anderledes måde at få behandlet sine tanker, ønsker og drømme på og så få dem ud i en bearbejdet version som et digt, en kollega læser op,” siger en begejstret chef for Sociale Tilbud, Line Rishøj.

De 25 medforskere arbejder med en bred vifte af temaer fra arbejdsmiljø og samarbejde til borgerinddragelse og styrkelse af den pædagogiske faglighed. Fælles er ambitionen om at udvikle praksis inde fra organisationen selv og bygge videre på denne erfaringsbaserede viden – også den tavse – som allerede findes i organisationen.

Projektet faciliteres og varetages af aktionsforskerteamet fra Institut for Kultur og Kommunikation på Aalborg Universitet: Søren Frimann, Anne Søbye og Lone Hersted. 

Relaterede artikler

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning