11-02-2026 | Medforskerne kom godt fra start
Aktionsforskningsprojektet ”Viden i bevægelse” er godt i gang efter kickoff i januar måned med 25 medarbejdere og ledere i CFD samt tre aktionsforskere fra Institut for Kommunikation og Kultur på Aalborg Universitet.
Søren Frimann, Lone Hersted og Anne Søbye fra Aalborg Universitet stod for at starte projektet og introducere deltagerne, der bliver medforskere, til aktionsforskning. Efterfølgende satte de ord på deres oplevelser med at facilitere gruppen af CFD-medarbejdere:
”Det gjorde stort indtryk på mig, hvor engagerede medforskerne er – både medarbejdere og virksomhedsledere i CFD. Samtidig var det tydeligt, at alle deres udviklingsønsker har fokus på at forbedre indsatsen i relation til borgerne,” fortæller Lone Hersted.
” Det var dejligt med en fokuseret og engageret opstart, en energi og seriøsitet, der fulgte med hele ugen! Jeg oplevede en høj grad af forbundethed og sammenhængskraft på tværs af afdelinger og fag,” siger Anne Søbye.
Søren Frimann hæftede sig ved den store opbakning til projektet. ”Skønt at mærke både medarbejdernes og ledelsens opbakning bag dette udviklingsprojekt. Vi er afhængige af hinanden og det gensidige engagement for at lykkes! Sammen kan vi nå langt!”
På den baggrund ser de alle tre frem til at arbejde videre i projektet, når de alle sammen mødes i CFD igen den sidste uge i marts.
De 25 medarbejdere og ledere, der er med i projektet, er i fuld gang med at arbejde med deres prøvehandlinger i relation til deres udviklingsønsker – en proces, som vi snart vil give omverdenen et lille indblik i.
Projektet løber frem til slutningen af september 2026.