Spring til indhold
Affald der er sorteret i en affaldfspyramide på gulvet

08-10-2020  |  Besøg på Vestforbrænding

Hvad skal man gøre med madaffald? Og hvad med tomme sprayflasker? Og sko som er slidt helt i bund?

Det har de svar på i Hus 28 i Søborg efter en måned, hvor de har arbejdet med fokus på skrald og genbrug – og endnu klogere blev de efter et besøg på Vestforbrænding.

Bæredygtig udvikling

Hvis vi skal sikre en bæredygtig udvikling lokalt og globalt er det nødvendigt, at alle bidrager. Det har de et skarpt fokus på i Hus 28, hvor de arbejder målrettet med at engagere beboerne og gøre dem handlekraftige, når det kommer til at gøre en forskel i dagligdagen for klimaet. 

”Det er et meget nærværende fokus at have, og derfor har det også vist sig nemt at engagere beboerne i at sortere affald og tænke sig om en ekstra gang, før de smider noget tøj ud,” fortæller Hannah Louise Dahl, der er daglig leder i Hus 28.  

Indsatsen omkring genbrug af tøj er ny og tanken er, at beboerne sammen med pædagogerne skal se på, om tøj, der er gået i stykker, kan repareres eller måske syes om, så det kan bruges til noget andet eller af nogen andre.

For at afslutte skraldeforløbet tog beboere og pædagoger på tur til Vestforbrænding, hvor de fik en rundtur og endnu mere viden om skrald og genbrug. 

Skraldebiler, skorsten og tolkning

Og det blev en spændende tur, der har skærpet beboernes interesse yderligere.

”Det er selvfølgelig altid godt at komme på tur, og turen til Vestforbrænding kunne de jo koble direkte på deres dagligdag. At se de store skraldebiler læsse af og gummigederne, der kom susende efterfølgende for at skubbe affaldet ned i den enorme skraldegrav, var spændende – og så var der den høje skorsten, den taler vi stadig om,” fortæller Hannah fire dage efter turen. 

Hun peger på vigtigheden af at have dygtige tolke, der mestrer kommunikatortolkning, med på sådan en tur. På Vestforbrænding er de vant til at skulle formidle til mange forskellige målgrupper, men døve borgere med udviklingshæmning og yderligere funktionsnedsættelser er nok ikke den målgruppe, som de har størst erfaring med.

”Tolkene formår gang på gang at tolke, så indholdet får en form, der er relevant for vores beboere. Det er en fornøjelse at sidde og følge med, hvordan tolkene er fuldstændig tro mod ordene, der bliver sagt, men samtidig formår at gøre det relevant for beboerne.”  

Strategien har allerede fået liv

Bestyrelsen på CFD har netop godkendt vores nye strategi, som tager afsæt i FN’s Verdensmål og en bæredygtig udvikling.

Og i Hus 28 er de altså allerede godt i gang med at udleve strategien med deres fokus på affaldssortering og genbrug af tøj.

”Det glæder mig at se, at hvordan de ude i organisationen arbejder med fokus på en bæredygtig udvikling og hvordan idéerne bag FN´s verdensmål – her # 12 Ansvarlig forbrug og produktion får liv blandt borgene på CFD´s Sociale Tilbud. Dette viser, at vi alle kan være med til at gøre en forskel, der har betydning for en bæredygtig verden,” siger Kurt Faber-Carlsen, chef for Sociale Tilbud og CFD.

 

Ledelse

Portræt af Kurt Faber-Carlsen
Direktør for Fonden CFD
Kurt Faber-Carlsen
Tlf.: 4439 1143
Mobil: 4022 7439
E-mail: kfc@cfd.dk

Organisation

Download pdf af organisationsdiagrammer over

Hele CFD

CFD Sociale Tilbud

CFD Rådgivning

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning