Spring til indhold
Nærbillede af hånd på tennisbold på gelænderet

07-05-2026  |  Tilgængelighed på Dagtilbud Søborg

I forbindelse med aktionsforskningsprojektet i Sociale Tilbud har pædagogisk konsulent Marianne Pejtersen valgt at se på, hvordan tilgængeligheden på Dagtilbud Søborg kan gøres bedre for de 12 brugere med døvblindhed, der kommer i dagtilbuddet.

Marianne har længe haft en særlig interesse for brugerne med døvblindhed. Ved projektets start havde hun derfor en masse ideer, men har siden snævret dem ind, så hun begynder med at tage fat på nogle af de konkrete udfordringer i hverdagen, hvor det kan være vanskeligt at orientere sig og få adgang til information i de fysiske rammer. Formålet er at udvikle enkle, taktile og intuitive løsninger, som kan styrke selvstændighed, tryghed og overblik for de brugere, der er døvblinde.

Marianne fortæller: ”Jeg kom til projektet med noget, der mindede om et garnnøgle af ideer, der var viklet sammen. Og da jeg foldede det ud for forskerne fra Aalborg Universitet, sagde de, at jeg var nødt til at tage fat i den ene ende af garnet og begynde at vikle det ud som den røde tråd, fordi jeg havde så mange idéer. Og det har jeg jo så fået systematiseret lidt, så jeg er endt med tre ideer i første omgang.”

I dag bliver information om, hvilke medarbejdere der skal hjælpe hvilke brugere til frokost, visualiseret på frokosttavlen. Fordi brugerne med døvblindhed ikke selv kan se det, er de afhængige af, at en medarbejder tolker indholdet for dem taktilt. Det kan skabe en sårbarhed i hverdagen, da informationen kan være svær at huske efterfølgende, hvilket øger risikoen for usikkerhed eller giver behov for gentagelser i løbet af dagen.

Marianne vil derfor sammen med brugerne med døvblindhed undersøge, om 3D-printede taktile symboler kan anvendes som en løsning, der gør det tydeligt, hvilken medarbejder der har ansvar for at hjælpe den enkelte bruger.

Herudover har Marianne fokus på to andre indsatsområder. Det ene er at undersøge, hvordan man kan på en enkel måde kan lave taktile markeringer på gelændere i bygningen, som kan fortælle, hvor man befinder sig – om der er indgang til et toilet eller et grupperum, for eksempel. Her er der allerede gang i nogle forsøg, som det ses på billedet, hvor en opskåret tennisbold er sat på enden af gelænderet.

Det andet er, hvordan et taktilt symbol ved indgangen kan se ud, som skal fortælle, at man er kommet til Dagtilbud Søborg.

Udvikles sammen med målgruppen

En central tanke i hele arbejdet er, at løsningerne ikke blot udvikles for målgruppen, men sammen med målgruppen. Derfor vil Marianne aktivt inddrage brugerne med døvblindhed gennem hele forløbet i idéudvikling, afprøvning og evaluering for at sikre, at løsningerne giver reel værdi i hverdagen.

Relaterede nyheder

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning