Spring til indhold
En mand i sort tøj og med hat på sidder på en stol foran en gruppe unge. De er sløret på billedet.

28-10-2020  |  Forvandlende Fortællinger om unges høretab

Det er ikke altid lige nemt at være ung i dagens Danmark. Det gør det ikke nemmere, hvis du udover at være ung også har et høretab, som hæmmer dig, når du for eksempel er sammen med andre.

Det er ikke svært at forestille sig og det er en udfordring, som CFD’s konsulenter for personer med betydeligt høretab ofte høre.

Derfor har konsulenterne allieret sig med Hakon Elliott Mogensen fra Forvandlende Fortællinger og i sidste uge tog de sammen på besøg på Frijsenborg efterskole (FUS) i Hammel for at holde en workshop.

På FUS er der næsten 100 elever – knap 20 af dem har et høretab. De har CI eller almindelige høreapparater, mange af dem har ikke tidligere benyttet teknik (halsslynge o.l.) i det omfang, som Frijsenborg efterskole tilbyder.

De fleste har således været enkeltintegrerede i folkeskolen og flere uden høretekniske hjælpemidler foruden deres høreapparater eller CI’er.  

Forvandlende Fortællinger forløser

Forvandlende Fortællinger tilbyder en workshop, hvor man lærer at kommunikere og stille sig frem og fortælle ens historie. Også selvom den er svær.

I Forvandlende Fortællinger bliver deltagerne tvunget til at tale sammen og have øjenkontakt – og fortælle deres egne historier. Først skal de fortælle den på 2 minutter, så på 1 min, så på 30 sekunder og til slut på 8 sekunder og i en sætning.

Fokus kommer hurtigt til at være på, at man for alt i verden skal nå at sige det, som man skal og dermed træder følelserne lidt i baggrunden for en stund. 

”Jeg deltog selv, fordi en af eleverne var blevet syg og jeg må sige, at det her med, at der er mindre og mindre tid, fjernede mig fra det negative omkring at skulle italesætte det, som kan være svært eller udfordrende at sige højt,” fortæller konsulent på CFD, Marie Sjølund. 

Det sagde de…

Eleverne var meget engagerede og delte gerne deres oplevelser med hinanden. De sagde blandt andet:

”De fire grunde til, at jeg står her i dag, som elev på FUS, er, at jeg ikke egner mig til store forsamlinger. Det kræver energi at have et høretab, det giver træthed og kan medføre en følelse af stress.”

”Ting, som andre bør vide om mit høretab, er, at når jeg siger ”Hva?” så er det irriterende, hvis den anden i samtalen siger ”Det er også lige meget – glem det." Det er irriterende, og folk skal lade være.”

”Man tror, at alle kigger på én, men i virkeligheden har alle andre travlt med at fokusere på sig selv.” 

”Jeg kalder mig døv, det er meget nemmere end at skulle forklare en hel masse om CI.” 

”Jeg vidste ikke, at andres hørehistorie var sådan.”

”Det var en lang dag, men de unge var veloplagte og interesserede. Det kræver virkelig noget af dem, for det kan gå tæt på. Det handler om deres høretab og de oplevelser, der har været igennem deres liv. Det var de sejeste unge mennesker og dagen endte med, at næsten alle gik på scenen i skolens auditorium, og fremsagde en kort historie med en indsigt omkring deres høretab. Det var både enormt rørende og meget lærerigt for mig som fagperson,” siger Marie Sjølund. 

En af underviserne fra FUS fortalte i en pause, at workshoppen Forvandlende Fortællinger havde rykket eleverne mere på de første to timer, end man kan forestille sig på de 12 måneder, som efterskoleopholdet varer. 

Og det er Hakon Elliott Mogensen naturligvis rigtig glad for at høre.

”Visionen er at ændre måden, som vi er sammen på i Danmark, så fællesskabet giver plads til, at alle kan udfolde deres potentialer. Vi vil skabe en samfundskultur, der gør os nysgerrige på hinanden og stærkere sammen. Og det lykkedes vi med her på FUS i dag, fordi de unge greb muligheden,” forklarer han. 

Relateret indhold

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning